Praktikant til fundraising og kampagner

Praktikant til fundraising og kampagner

Som praktikant i Røde Kors Hovedstaden er du med til at gøre en forskel for de mest udsatte og sårbare i Hovedstaden samtidig med, at du får erfaringer med arbejdet i en af verdens største NGO'er. Du får et formaliseret praktikforløb med masser af faglig udfordring og med en løbende dialog om arbejdsopgaver og forventninger - og ikke mindst bliver du en del af super spændende projekter med store frihedsgrader i opgaveløsningen.

Vores bærende princip er medmenneskelighed gennem frivillig indsats. Ved at yde en lokal indsats kan vi være med til at gøre hverdagen en smule lysere for mennesker i nød. Vi er omkring 2.100 frivillige og 25 medarbejdere.

I arbejdet med at hjælpe udsatte mennesker i Hovedstaden er Røde Kors Hovedstaden afhængig af indsamlede midler, både fra fonde og puljer og fra kampagner. Indsamling og systematisering af viden om private fonde og offentlige puljer er derfor et vigtigt arbejdsområde. Det er også vigtigt for Røde Kors Hovedstaden, at vi i ansøgninger beskriver vores indsatser og projekter stringent og letforståeligt. Og ikke mindst er det vigtigt for Røde Kors Hovedstaden, at gennemføre velsmurte og professionelle kampagner og indsamlinger.

Røde Kors Hovedstaden leder efter en dedikeret praktikant, der kan indgå i vores fundraisingteam og hjælpe med at løfte opgaver i forbindelse med research, formulering af ansøgninger samt opfølgende og administrative opgaver. Praktikanten vil også komme til at tage del i at koordinere, planlægge og afvikle kampagner tilknyttet forskellige aktiviteter.

 

Arbejdsopgaver kan omfatte

  • Researchopgaver ifm. fundraising (fx potentielle fonde og puljer, identificere relevante data og dokumentation – internt som eksternt)
  • Formulering af ansøgninger til fonde og puljer
  • Opfølgende og administrative opgaver ifm. fundraising og kampagner
  • Koordinering, planlægning og afvikling af kampagner tilknyttet forskellige indsatser.

 

Praktikantens profil

Du læser på universitetet, hvor du er i gang med at dygtiggøre dig udi dit fag, som sikkert er indenfor samfundsvidenskab,marketing, økonomi eller business. Du er ved at afslutte din bachelor eller i gang med kandidatuddannelsen. Du er fagligt dygtig og ikke bange for at møde nye mennesker eller tage fat, hvor der er mest brug for det. Ikke mindst kan du som menneske stå inde for Røde Kors’ principper og værdier.

 

Hvad får du ud af det?

  • Relevante og interessante opgaver, som vil løfte dig fagligt og personligt.
  • Stor erfaring med at arbejde med frivillige.
  • En gylden mulighed for at snuse til livet som konsulent i en NGO.
  • Et lærerigt forløb, hvor du vil blive taget seriøst og have mange selvstændige opgaver.
  • Tæt sparring med din praktikvært, så du opnår personlig og faglig udvikling.

 

Vilkår for praktikopholdet

Praktikopholdet er ulønnet. Røde Kors Hovedstaden stiller arbejdsplads til rådighed med pc, printeradgang, evt. tjenestetelefon mv.

Praktikperioden er fra mandag den 5. februar til 29. juni 2018. Da praktikken er ulønnet, er vi selvfølgelig fleksible med hensyn til evt. studieaktiviteter eller studiejob.

Arbejdsstedet er vores kontor på Nordre Fasanvej 224, 2200 København N – lige ved Nørrebro Station.

 

Ansøgningerne behandles løbende

Ansøgninger læses og vurderes løbende, ligesom samtaler også afholdes løbende. Opslaget fjernes fra siden, når rette kandidat er fundet.

 

Hvem er vi?

Røde Kors Hovedstaden er den største lokalafdeling under Røde Kors i Danmark. Vores arbejde handler altid om at hjælpe de mest sårbare i de fire kommuner – København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør – som vi dækker. Over 2.100 frivillige ildsjæle er aktive i de over 40 sociale aktiviteter, der findes i Røde Kors Hovedstaden. Arbejdet spænder bredt, og vores aktiviteter har blandt andet fokus på akut hjælp, ensomhed, netværk og integration. Sidste år hjalp de frivillige over 11.000 sårbare.

Læs mere om vores arbejde her: http://hovedstaden.drk.dk/

Følg os på Facebook her: https://www.facebook.com/rode.kors.hovedstaden/

Ansøgningsfrist:
Løbende
Tiltrædelse:
05-02-2018
Arbejdstid:
Heltid
Arbejdsdage:
Dag
Arbejdssted:
København N
Kontaktperson:
Emilie Brandt
Telefon: +45 60 43 64 13
Søg online:
Send ansøgning