Røde Kors

Vil du være med til at igangsætte og understøtte frivillige aktiviteter i Røde Kors’ familiearbejde?

Røde Kors søger en udviklingskonsulent i Region Sjælland

Røde Kors oplever i disse år, at stadig flere familier i en social udsat livssituation har brug for vores hjælp. Gennem Røde Kors’ familieprogram møder og støtter frivillige familierne med udgangspunkt i familiernes situation samt de ressourcer, de råder over. Vi understøtter familierne igennem forskellige sociale aktiviteter, eksempelvis via vores familienetværk, frivillige familievenner, frivillige job- og uddannelsesmentorer, familiecamp mm.

Stillingen er organisatorisk forankret på Røde Kors' landskontor i København, men arbejdet udføres i Region Sjælland, hvor der er mulighed for, at du arbejder ud fra din hjemmeadresse. Du bliver ansvarlig for dele af Røde Kors’ familieaktiviteter i Region Sjælland.

Dine arbejdsopgaver vil være at:  

  • Samarbejde med, supportere og motivere Røde Kors lokalafdelinger ift. familiearbejdet i dit regionale område
  • Indgå og vedligeholde samarbejder med kommuner, jobcentre, boligsociale helhedsplaner m.fl.
  • Rekruttere og uddanne frivillige
  • Indgå i dialog med familier i udsatte livssituationer i forbindelse med match processen mellem familie/forælder og frivillig
  • Supportere eksisterende og starte nye familieaktiviteter i dit område, fx familienetværk og frivillige familievens- og mentorforløb (én til én støtte), herunder rekruttere, matche og sikre opfølgninger på forløbene
  • Facilitere inddragende og motiverende processer for frivillige (møder, workshops, temadage mm.)
  • Bistå med implementering og understøttelse af øvrige familieaktiviteter i dit regionale område
  • I samarbejde med kollegaer i projektgruppen, bidrage til videreudvikling af familiearbejdet

Din profil:

Du har en relevant videregående uddannelse, samt mindst 5 års relevant erhvervserfaring. Du har kendskab til målgruppen og kan være i dialog med målgruppen. Du har erfaring med at samarbejde med frivillige, og du finder arbejdsglæde i at motivere og fastholde frivillige. Du er god til at indgå samarbejder og vedligeholde mange samarbejdsrelationer. Du trives med at arbejde meget selvstændigt samtidig med, at du kan se stor værdi i at udvikle løsninger i fællesskab med andre. Du skal have gode planlægnings- og organiseringsevner, og være en stærk formidler både mundtligt og skriftligt.

Organisation:

Røde Kors er landets største hjælpeorganisation med 130.000 faste støtter, 204 lokalafdelinger og 30.000 frivillige. Du bliver en del af Familiesektionen, som består af en sektion på 28 kollegaer, hvoraf 9 arbejder ud fra hjemadresse i Jylland og på Fyn. Familiesektionen er forankret i Røde Kors’ Nationale afdeling, bestående af ca. 120 kollegaer. Du vil desuden være en del af en projektgruppe på 8 kollegaer i Familiesektionen, der sammen implementerer og understøtter aktiviteterne: familienetværk, familievenner og mentorer.

Ansøgningsfristen er 29. juli. Vi forventer at afholde samtaler i uge 32 og anden samtale i uge 33.

Tiltrædelse er snarest muligt og senest 1. oktober 2022

Stillingen søges via Røde Kors’ hjemmeside www.rodekors.dk under Søg job.

Vilkår, løn- og ansættelsesforhold følger Røde Kors’ fællesoverenskomst med AC og HK, afhængigt af erfaring og uddannelsesniveau. Vi kan ikke matche lønnen i den private sektor, men vi kan tilbyde et udviklende, udfordrende job, som i den grad er meningsfyldt. Lønniveau er kr. 44.700 – 47.600 inkl. tillæg og pension, afhængig af erfaring og kompetencer. Stillingen er på 37 t/u.

Der må påregnes en del rejse- og mødeaktivitet til møder i det regionale område du bliver ansvarlig for, ligesom du skal påregne møder på landskontoret i København ca. hver 4. uge, nogle dage med mødetid i Kbh. kl. 10.00.

Du må være indstillet på, at noget af arbejdstiden er i aftentimer og weekend ift. møder og kurser med frivillige.

Det er en forudsætning, at du har kørekort og bil.

Vil du vide mere om stillingen, så kontakt programleder Anna Blindum: anbli@rodekors.dk/ 2177 9380 eller udviklingskonsulent Zehra Aras zeara@rodekors.dk/20513976

Læse mere om familiearbejdet på Netværk for familier | Røde Kors (rodekors.dk)

Er du interesseret i som frivillig at gøre en forskel for familier i en udsat situation, kan du læse mere på www.rodekors.dk.

 

 

Del på:

Region:

  • Region Sjælland

Jobtype:

Fast

Arbejdstid:

Fuldtid

Ansøgningsfrist:

29-07-2022

Tiltrædelse:

Snarest muligt og senest 1. oktober 2022

Arbejdssted:

Region Sjælland

Yderligere oplysninger fås hos:

Anna Blindum

Mobil: 21779380

Kontoradresse:

Blegdamsvej 27 2100 København Ø