Røde Kors

Erfaren konsulent til Røde Kors’ nationale beredskab

Brænder du for at arbejde med kriseparathed og kan du lide at veksle mellem strategisk arbejde og kontakten med frivillige? Har du en forståelse for myndighedernes ansvar i kriser og katastrofer? Så er du måske den udviklingskonsulent vi mangler til beredskabssektionen.

Vi søger en erfaren konsulent, der skal hjælpe Røde Kors med at udvikle vores parathed til at handle i nationale kriser. Du skal være med til at udvikle Røde Kors til i endnu højere grad at kunne gøre en medmenneskelig indsats for borgere i nationale kriser. Det kræver et vist kendskab til det nationale kriseberedskab og en strategisk forståelse, nysgerrighed samt evne til at lede og motivere frivillige.

Når katastrofen rammer er Røde Kors mest kendt for vores evne til at handle hurtigt ude i verden. Men i Røde Kors kan vi også gøre meget, når katastrofen rammer i Danmark. Vores landsdækkende tilstedeværelse med mere end 40.000 frivillige gør, at Røde Kors er en organisation, som befolkningen, virksomheder og myndigheder kan henvende sig til, når krisen rammer, og der er brug for handling. Det har vi fx oplevet under coronakrisen, med modtagelsen af både afghanske og ukrainske flygtninge og senest i forbindelse med skyderiet i Fields. Vi handler ofte på eget mandat, men har en ambition om at videreudvikle vores nationale parathed, så vi i endnu højere grad kan indgå i mere systematiserede samarbejder med nationale myndigheder i kriser og katastrofer.

Dine arbejdsopgaver

  • Understøtte opbygning og udvikling af Røde Kors’ lokale beredskabsstruktur i tæt samarbejde med frivillige i Røde Kors’ afdelinger, herunder bidrage til afklaring af roller, opbygning af kompetencer og udvikling af aktiviteter på tværs af afdelinger.
  • Forberede Røde Kors’ afdelinger på at indgå i lokale samarbejder og øvelser med myndighederne.
  • Sammen med teamet indgå i koordination og ledelse af Røde Kors’ krisestyring ved nationale hændelser.
  • Strategisk udvikling af Røde Kors’ nationale beredskab via samarbejde med fagkonsulenter og regionale konsulenter i Røde Kors.

Yderligere indeholder stillingen opgaver hvor du tager del i den daglige drift af Røde Kors’ nationale beredskab, herunder projektledelse ledelsesstøtte og deltagelse i eksterne samarbejder.

Din profil

Vi ønsker os en kollega som ideelt set:

  • Har erfaring med at arbejde med frivillige og udvikling af foreninger.
  • Har kendskab til de myndigheder og øvrige aktører som er aktive i håndteringen af en national hændelse.
  • Har erfaring med komplekse organisationer og kan koordinere tværgående samarbejder.
  • Er handlingsparat og indstillet på at yde en ekstraordinær indsats i særlige situationer.
  • Er samarbejdsorienteret og god til at danne og vedligeholde relationer både til frivillige og til kollegerne på landskontoret.
  • Trives med en flad ledelsesstruktur, som giver dig en bred berøring i organisationen.
  • Ikke er bange for en faciliterende og fremtrædende rolle i større forsamlinger.
  • Prioriterer godt kollegaskab og har en fornuftig portion god eller dårlig humoristisk sans.

Du kan forvente at få:

  • Et spændende og meningsfuldt job i en international humanitær hjælpeorganisation med et stærkt værdisæt.
  • Engagerede og omsorgsfulde kolleger i en velfungerende og uformel teamstruktur.
  • Stor medbestemmelse af tilrettelæggelse af din arbejdsdag, hvor der både er plads til familie og fritidsliv.

Din kommende arbejdsplads

Din arbejdsplads bliver i national afdelings beredskabssektion, som er placeret på Røde Kors landskontor på Østerbro i København. Arbejdet med at udvikle beredskabet vil dog i betydeligt omfang ske i Røde Kors afdelinger i hele landet. Du skal derfor være indstillet på i høj grad at arbejde ud af huset og være et vigtigt bindeled til foreningen og de mange frivillige. Ved beredskabshændelser skal du desuden være indstillet på at arbejde uden for almindelig arbejdstid

Dine ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer om ugen, og du skal i en frivilligorganisation som Røde Kors regne med nogen aktivitet både aften og weekender.

Løn- og ansættelsesvilkår følger Røde Kors’ fællesoverenskomst med AC, afhængigt af erfaring og uddannelsesniveau. Vi kan ikke matche lønnen i den private sektor, men vi kan tilbyde et udviklende, udfordrende og meningsfuldt job. Der er mulighed for hjemmearbejde og fleksibel arbejdstid.

Ansøgning og yderligere oplysninger

Der er ansøgningsfrist d. 4. december 2022. Stillingen forventes besat den 1. februar 2023, og vi forventer at afholde 1. og 2. samtale d. 9. og 13. december.

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Louise K. Jühne Paulsen på tlf. 20 22 44 77 eller via mail på lojpa@rodekors.dk.

 

Del på:

Jobtype:

Fast

Arbejdstid:

Fuldtid

Arbejdsdage:

Dag

Ansøgningsfrist:

04-12-2022

Tiltrædelse:

01-02-2023

Arbejdssted:

København Ø

Yderligere oplysninger fås hos:

Louise K. Jühne Paulsen, lojpa@rodekors.dk

Telefon: +45 20224477

Kontoradresse:

Blegdamsvej 27 2100 København Ø