Bliv sendt ud for Røde Kors

Har du altid drømt om at blive sendt ud for Røde Kors?

Driver det dig at gøre en helt konkret forskel for mennesker i nød?

Vil du være til stede i nærområderne?

Og vil du hjælpe i de krige og katastrofer, som mennesker flygter fra?

Så er chancen der nu.

Røde Kors i Danmark søger udsendte, der kan hjælpe i verdens største katastrofer.

Vi forventer:

  • At du kan møde til aftalt tid – også selv om det er søndag klokken 11.  
  • At du kan arbejde i al slags vejr og ikke giver op.
  • At du gør alt hvad du kan for at sikre hjælp til så mange som muligt.

Du kan forvente:

  • At holdånden er god og stemningen under arbejdet er høj.
  • At du kan tage din familie med. (og din hund eller hest, hvis du vil).
  • At vi vil takke dig for dit store arbejde, fordi det gør en forskel.

Om dit job

  • Du bliver sendt ud søndag den 1. oktober.
  • Du skal møde et sted i nærheden af dit hjem, hvor du vil få udleveret, hvad du skal bruge.
  • Du vil få en rute og bestemte anvisninger på, hvor du skal hen. Højst sandsynligt ikke så langt.
  • Du vil blive udstyret med en indsamlingsbøsse.
  • Du bruger cirka 3 timer på at gå rundt og ringe på dørene i DIT nærområde og bede om støtte  til
    Røde Kors’ arbejde i nærområderne til krige og katastrofer.
  • Du kan sikre husly til to familier eller mad til 28 børn i en måned. (1.000 kroner)
  • Du kan skaffe millioner af kroner til katastrofehjælp sammen med tusindvis af andre udsendte.
  • Du er indsamleren i Danmark, der går de første meter for at andre nødhjælpere i verden kan gå de sidste.

Om Røde Kors’ udsendte nødhjælpsarbejdere:

Røde Kors er verdens største nødhjælpsorganisation.

Alene fra Danmark sender vi 200 nødhjælpere ud om året. 

Meld dig på 70 10 00 00 eller www.rodekors.dk/indsamler

Ansøgningsfrist:
01-10-2017
Tiltrædelse:
01-10-2017
Arbejdssted:
Danmark
Kontaktperson:
www.rodekors.dk/indsamler
Telefon: 70 10 00 00
Søg online:
Send ansøgning